Tre gode videnskabelige alternativer til skældud

I en foregående artikel til denne redegjorde jeg for, hvad forskningen konkluderer om at anvende skældud som et ældgammelt magtmiddel i opdragelsen (Læs eller genlæs her[1]). Konklusionerne var ikke positive og slår fast, at skældud og lignende negative betonede metoder potentielt har, både på kort og lang sigt, mange uhensigtsmæssige konsekvenser eller bivirkninger. Dog understreges der også i artiklen, at der ikke er grund til at få et nervesammenbrud af dårlig samvittighed, hvis man engang imellem er kommet til at skælde ud; her er det i stedet hensigtsmæssigt at øve sig på og anvende alternative og mere positive metoder, som forskningen også byder ind med. Det er lige præcis dét, som denne artikel vil sætte fokus på – tre gode alternativer til skældud.

Inden jeg opridser alternativerne, er det, i god videnskabelig ånd, vigtigt for forståelsen og konteksten for artiklen at tage følgende forbehold:

Ingen metoder kan problemfrit anvendes på tværs af kontekster: Med andre ord, så skal der altid tages højde for faktorer i det pågældende miljø(er), som barnet befinder sig i, der potentielt kan obstruere metodens effekt.

Different strokes for different folks: Nogle af metoderne er velegnede til nogle bestemte situationer og ineffektive i andre situationer, hvor man må prøve at bære sig anderledes an. Det vil sige, at de tre alternativer ikke kan anvendes med samme effekt i alle situationer, uanset hvad problemstillingen og situationen omhandler.

Mistolkning af metoden: Jeg har ofte erfaret, at nogle kommer tilbage til min rådgivning og siger: ”Det virker altså ikke….”, hvor jeg, efter lidt indspørgen, opdager, at de har misforstået fremgangsmåden for anvendelsen af metoden. Så, sammenfattende, hvis det ikke har en effekt, så søg rådgivning hos en ekspert, der kan vejlede i brugen af metoden.

Ingen mirakelkur: Selvom metoderne bliver anvendt korrekt, og der ikke er andre faktorer i miljøet, som obstruerer den potentielle forandring, så må adfærdsændringen aldrig føre til et menneskesyn, hvor barnet behandles som et objekt, man kan forme, som man vil; den vigtigste kilde til en god udvikling for barnet, er barnet selv. Med andre ord – barnet skal opleve, at dets følelser, intentioner, tanker m.m. er legitime og tages alvorligt, som en gammel pædagogisk slager, Jean-Jacques Rousseau (1717 – 1778), skriver: ”Lad altid barnet forstå – og efterlev -, at det har indflydelse på eget liv, selvom det er dig, den voksne, der har kontrollen og magten”[2].

Med ovenstående forbehold vil jeg nu opridse tre overordnede alternativer til skældud, sanktionering, irettesættelse og lignende i pressede situationer, hvor barnets adfærd kan virke udfordrende.

• Adfærdseksperimenter og Positiv forstærkning – lad være med at vente på, at det går galt..:
  Dette er egentlig to forskellige metoder, som her kombineres, da der er tale om opdragelse og ikke en klinisk metodebog. I relation til dette komplementerer metoderne hinanden i praksis, og derfor refereres de integrativt.I stedet for at gå og vente på, at en potentiel udfordrende adfærd opstår i velkendt situation, man i forvejen godt ved, bliver et problem, er det mere fordelagtigt at begynde og træne den, INDEN det går galt. Det betyder, at man motiverer barnet til at øve sig på det, som er svært; og her er det vigtigt, at man ikke sætter niveauet for højt, da forsøgene helst skal være en succesoplevelse for barnet. Man kan sammenligne det med en person, som gerne vil løbe og gennemføre et maratonløb uden at have dyrket motionsløb før: Her vil han eller hun sandsynligvis øge sin chance for at gennemføre maratonløbet, hvis han/hun træner inden løbet. En sådan træning foregår som regel gradvist, således at der startes med at opnå kondition til at kunne løbe 3 km, dernæst 5 km, så 10 km osv.Som en ydre motivation til træningen kan man forstærke lysten til at ændre adfærd; det kan være i form af ros, belønning med materielle ting eller aktiviteter, som barnet gerne vil lave. Dette kan gøres som en direkte konsekvens af påbegyndt adfærdsændring, men det kan også systematiseres i et såkaldt Token Ecomomy-system, hvor der laves en pointtavle, hvor barnet sparer op til sin forstærkning. Her er det kun fantasien, der sætter grænser, men det centrale er, at det er barnet, som er styrende for, hvordan systemet skal sættes op.
  På den måde kan barnet visuelt se fremgangen og motiveres til at blive ved med eksempelvis ikke at slå på andre, kaste med ting eller helt basalt – lære at rydde op på sit værelse. Mange forældre spørger i den sammenhæng: ”Man skal da ikke belønne barnet for at gøre, som de voksne siger!?”. Til dette plejer jeg at svare, at man kan tænke på, hvis det var én selv, der blev tvunget til noget, som er en andens behov (de voksnes) – og ikke barnets -, så er det vel også fair, eller etisk, at barnet bliver anerkendt for sin villighed og indsats. Det er sådanne, i et idealistisk perspektiv, velfærdsstatslige principper vores samfund er bygget på.
• Udslukning:
  Denne fremgangsmåde er meget simpel i teorien men svær i praksis. Som man næsten kan udlede af begrebet, så handler det om at udslukke eller ignorere den adfærd, der vurderes som uhensigtsmæssig. På et overordnet plan drejer det sig om, at man på ingen måde kommer til at forstærke den adfærd, som man gerne vil udslukke. Det klassiske eksempel på det modsatte er moren eller faren i supermarkedet med ”det umulige barn”: Alt går fint men pludseligt vil barnet gerne have noget slik, hvor forælderen siger ’Nej’. Herefter, som en automatrespons, kaster barnet sig ned på gulvet i bedste rambo-stil og græder, indtil forælderen bliver så pinlig berørt, at hun eller han giver efter og køber slikket, ofte med en bemærkning til barnet såsom: ”Så er det altså også sidste gang”.Udslukning er ikke velegnet til brug i et supermarked; her kan det i stedet anbefales at anvende metoderne ved punkt 1, men til gengæld er den effektiv inden for hjemmets fire vægge, hvor der er reduceret risiko for, at der er noget, som vedligeholder den uønskede adfærd.
  Når man påbegynder sin udslukning, vil barnet typisk intensivere sin eksempelvis udadreagende eller plagende adfærd, som en naturlig respons og ikke et bevidst valg, og derfor er det vigtigt blot at holde ud med ignoreringen, selvom det kan være svært. Efter kort tid vil intensiteten i adfærden hurtigt dale. Når det er sagt, så er det essentielt igen at understrege, at barnets adfærd kan være udtryk for et råb om hjælp (læs evt. mere om tegnene på dette her[3]), så derfor skal udslukning kun anvendes, hvis man tilstrækkeligt har undersøgt baggrunden for adfærden.
• Undgå at bekræfte magtkampen og vær’ en samarbejdspartner:
  Dette er egentlig mere et princip end en metode. Det essentielle er, at når man, voksen eller barn, hidser sig op eller på anden måde går i affekt, udskiller hjernen nogle hormoner i form af kortisol, adrenalin og noradrenalin, som gør ”klar til kamp”. Det vil sige, hvis man med sin adfærd bekræfter over for barnet, at: ”Ja, du skal ikke bestemme, jeg vinder denne magtkamp”, så fortsættes og endda intensiveres affekten. Og som de fleste har oplevet flere gange i deres liv, så har man ikke kontrol over sig selv, når man er i affekt – og læringsvilkårene er særdeles ringe.Så, hvis målet er at få nogen til at ændre adfærd på lang sigt, er det værste man kan gøre for læringen at tage en unødvendig magtkamp. Det, barnet, er langt mere tilbøjeligt til at følge den voksnes anvisninger, hvis det ved, at den voksne ikke er en trussel men i stedet en samarbejdspartner, hvor det er en omsorgsrelation og alliance, der er det bærende element i stedet for en asymmetrisk og intimiderende magtrelation.
  Psykolog og ph.d., Ross W. Greene, skriver en god huskeregel i denne sammenhæng: ”Børn gør det godt, hvis de kan!”[1]. Der er således ingen børn, som foretrækker nederlag og deres forældres foragt – de prøver tværtimod at gøre det så godt, som de kan.

Det var en kort gennemgang af tre(fire) overordnede metoder og principper, der kan anvendes i stedet for skældud; der forefindes mange flere strategier, som ville være meget omfangsrige at referere i en enkelt artikel som denne. Forhåbentlig har læsningen givet motivation til at eksperimentere med ovenstående alternative tilgange til opdragelsen i stedet for at forfalde til de gamle måder, som mennesket har benyttet sig af i årtusinde med skældud, intimidering, tvang, sanktionering osv.
Som en overordnet reminder for børneopdragelse kan man huske på følgende: Mennesket kan, helt grundlæggende, kun lære på to måder – den gode og positive måde eller den negative og dårlige måde…..de fleste, uanset perspektiv og position, ville nok foretrække den gode måde.

[1] https://www.ppr-thomsen.dk/fem-gode-videnskabelige-grunde-til-ikke-at-skaelde-ud-et-barn-ud/

[2] Citeret fra: Skinner, B.F. (1971). Beyond Freedom & Dignity. Indianapolis: Hackett Publishing Company, inc.

[3] https://www.ppr-thomsen.dk/graensesoegning-eller-et-raab-om-hjaelp/

[4] Greene, R. (2017). Opdragelse uden skældud. København: Pressisto