Overvejelser om pædagogisk arbejde med mennesker med en dyssocial personlighedsforstyrrelse

Indledning    

Denne blogartikel henvender sig hovedsagelig til pædagoger, der arbejder inden for social- og specialområdet, men den er samtidig skrevet i et letlæseligt sprog, så personer i privat regi, som – på den ene eller anden måde – har relationer til en person med en personlighedsforstyrrelse, med fordel kan læse med. Det er ligeledes derfor, at der afviges en smule fra akademiske standarder ift. for eksempel kildehenvisninger. Indholdet er dog baseret på viden og forskning på området samt min egen praksiserfaring, som jeg har forsøgt at fortolke ind i en (social- og special) pædagogisk kontekst til brug for pædagoger. I den forbindelse kan der særligt henvises til bogen ’Cognitive-Behavioral Treatment of Borderline Personality Disorder’ af Marsha M. Lineman fra 1993, som har været til stor inspiration og lærerig for mig i de år, hvor jeg arbejdede i socialpsykiatrien med unge, der døjede med alvorlige og invaliderende personlighedsforstyrrelser, som medførte stor mistrivsel for dem og deres omgivelser.
Det er vigtigt at understrege, at personlighedsforstyrrelser forekommer i forskellige grader og former og påvirker mennesker på forskellige måder. Jeg vil i artiklen hovedsaglig fokusere på den dyssociale personlighedsforstyrrelse, idet det er denne diagnose, jeg har mest erfaring med. Et sidste, men vigtigt, forbehold i et socialpædagogisk perspektiv er, at artiklen skal, på trods af ordlyden visse steder, læses i et menneskesyn, hvor man ikke er sin diagnose, men har en diagnose, der kan arbejdes med. Det er i den forbindelse heller ikke meningen at give en mirakelkur på komplekse problemstillinger men blot, at artiklen er til inspiration som et supplement og måske motivation til mere omfattende og måske lidt tungere lærebøger på området. 

Begrebsafklaring og kontekstualisering

Når man er diagnosticeret med en dyssocial personlighedsforstyrrelse bruges ofte betegnelsen ’En psykopat’. I den sammenhæng får mange tit associationer til seriemordere, meningsløs og uforståelig vold på tilfældige mennesker og lignende adfærd, som gør andre mennesker alvorlig harm. Men, det er efterhånden også ved at være kendt, at begrebet ’Dyssocial personlighedsforstyrrelse’ er en samlebetegnelse, hvor der i langt de fleste tilfælde er tale om meget mildere afvigelser i adfærdsmønstret. Jeg kender således flere personer særdeles godt, der har været diagnosticeret med en dyssocial personlighedsforstyrrelse, som i dag lever normale liv og behandler andre mennesker anstændigt.

 I relation til dette kan man ifølge ICD-11 blive inddelt i én af tre kategorier eller grader for lidelsen: Let, moderat eller svær. Men uanset, hvilken grad en person måtte have, er der nogle fællesnævnere for deres tankemønstre og adfærdstræk, som kan være invaliderende og medføre stor mistrivsel for både personen selv samt hans eller hendes sociale og familiære relationer. Det vil kort blive gennemgået i næste afsnit. Der er ligeledes nogle ”fælder” heraf, man som pædagog bør undgå at falde i, der vil være omdrejningspunktet for nedenstående gennemgang. I relation hertil gives forsøgsvis nogle universelle handlestrategier i forhold til, hvordan pædagoger med fordel kan skabe gode læreprocesser og en positiv udvikling for de personer, der arbejdes med.

Tre ”fælder” og pitfalls der bør undgås

Som nævnt i ovenstående er der nogle fælles tankemønstre og adfærdstræk, der er gennemgående for de fleste med en dyssocial personlighedsforstyrrelse. I de næste tre afsnit gennemgås de mest kendte af disse træk fortolket ind i en socialpædagogisk referenceramme. Som synonym for en person med en dyssocial personlighedsforstyrrelse anvendes betegnelsen ’P’ for at gøre teksten mere læsevenlig.

Pitfall 1: Prøv ikke at vinde alle dueller

Meget af P’s tankevirksomhed er fokuseret omkring absolutter og sort/hvid tænkning. Som regel kommer den til udtryk i en slags konkurrencepræget og rivaliserende verbal adfærd i dialoger og diskussioner med andre i stil á la: ”Enten vinder man, eller også taber man” eller ”Enten er noget rigtigt, eller også er noget forkert” osv.
Som fagperson kommer man let til at gå med på P’s præmisser for dialogen, idet man med sin myndighed har en internaliseret ekspertrolle, hvor P er ”klienten”. Det ligger med andre ord indlejret i relationen og mødet fra begyndelsen, at pædagogen er den vise, og P er dén, som skal lære. Af årsager, som stadig er uvisse i forskningen, oplever en del med P’s udfordringer, en stærk indre gratifikation, hvis det lykkes at få den professionelle ”på glatis” og gøre ham eller hende usikker på sig selv. Derfor er det også nemt at ”falde i fælden”, hvor det pludselig bliver en konkurrence om, hvem der har ret i en potentiel diskussion, frem for et fokus på at hjælpe P til en positiv udvikling, hvilket både er opslidende for pædagogen og meget obstruerende for den social- og specialpædagogiske intervention.

En god pædagogisk psykologisk strategi er i stedet at lade P ”vinde” nogle mere eller mindre ligegyldige diskussioner, hvor han eller hun tydeligt søger rivaliseringen og konkurrencen. Så er det lettere at have fokus på at komme igennem med argumenterne over for P i de emner, som har en vigtig relevans for en intervention. Man kan som huskeregel lære sig det gamle ordsprog: ”Det er ok at tabe på kort sigt, hvis det fører til en sejr på lang sigt”. En sådan tilgang vil endvidere også styrke relationen mellem P og pædagogen, da P er vant til, at de professionelle tager kampen, som udkæmpes, indtil den ene eller begge parter føler sig ydmyget, hvorpå samarbejdet og relationen er ødelagt. Og som både effektundersøgelser (se fx Lambert, 1992[1]) viser, og gamle pædagogiske tænkere konkluderer, så er en god tillidsskabende relation udgangspunkt og fundament for alle former for positive udviklingsforløb.

Pitfall 2: Undgå at blive P’s talsmand

P er dygtig til at kommunikere på overbevisende måder, som tiltaler ”almindelige” menneskers følelser og sympati. Det sker ofte i form af fortællinger om oplevelser med fx seksuelle overgreb, omsorgssvigt eller andre alvorlige emner, som hurtigt skaber opmærksomhed og omsorg fra mennesker, der ikke er præget af en personlighedsforstyrrelse. Selvom indholdet i disse fortællinger ikke skal tages let, er det dog også vigtigt at være opmærksom på, at P har øvet sig det meste af livet på at manipulere andre – og har ingen kvaler ved at lyve, hvis det kan hjælpe med at opnå et mål. Det er med andre ord fuldstændig umuligt for den professionelle gennem empati at vurdere, hvad der er sandt, og hvad der potentielt er pure opspind.  

Det betyder umiddelbart ikke, at pædagogen skal bruge en masse energi på at have travlt med at opklare og konfrontere P med mulige løgne som en slags politimand; det vil der helt sikkert ikke komme noget konstruktivt ud af. P’s personlighedsforstyrrelse medfører netop, at han eller hun ikke kan se konsekvenserne af en sådan adfærd.  Men det er alligevel vigtigt at være opmærksom på forbeholdet, fordi P’s mål med fortællingerne ofte er at opnå pædagogens sympati gennem manipulation i en sådan grad, at han eller hun bliver en slags talsmand for P og kan hjælpe med at opnå diverse ting/ønsker gennem sin myndighed. En måske lidt simplificeret sammenligning eller metafor kunne være et dårligt parforhold, hvor den ene er håbløst forblændet af kærlighed over for den anden, som udnytter dette til egen fordel gennem manipulation. Hvis det sker, er pædagogen selv blevet et offer for P’s ageren, hvilket i nogle tilfælde også blot kan være et mål for P. Derfor er det en god strategi som professionel at øve sig i ikke at blive følelsesmæssigt påvirket af fortællinger fra P, som ellers kan virke meget overbevisende og i stedet forsøge at forholde sig objektivt eller, man kan måske rettere sige – at have sympati, hvor man viser forståelse men ikke lader sig vildlede af en empatisk styret tænkning.

Når det er sagt, er det også essentielt, med fare for at øge kompleksiteten, ikke at være bange for at blive manipuleret, hvilket næste afsnit omhandler.

Pitfall 3: Overdriv ikke frygten for at blive manipuleret

Når man skal omgås P som en del af sit arbejde, er det som regel i en længerevarende periode, og derfor er det også umuligt ikke at opdage, at man før eller senere er blevet manipuleret på den ene eller anden måde. Men her er det helt afgørende, at pædagogen lærer af episoden eller oplevelsen i stedet for at lade eventuelle negative følelser med udspring i ydmygelsen være styrende for reaktionen. Det er bedre at være realistisk og acceptere, at det kan ske, og så må man, som nævnt, lære af det og ikke mindst, måske endda udnytte det i sit pædagogiske arbejde som en nyttig erfaring. Når P har manipuleret en pædagog, vil han eller hun ofte være opsøgende og måske endda føle tryghed ved denne pædagog, og dét kan bruges konstruktivt i et interventionsforløb.

Jeg har således selv flere gange oplevet at blive manipuleret, hvor jeg også skal være hurtig til at indrømme, at jeg de første par gange blev overvældet af en kombination af vrede og skuffelse. Men det er ofte også lykkedes mig at bruge denne viden som en slags data om, hvordan jeg herefter skal agere og planlægge de pædagogisk psykologiske interventioner. Så derfor er det en god handlingsstrategi eller, måske rettere, et godt princip, at den professionelle i arbejdet med mennesker, der har en dyssocial personlighedsforstyrrelse, ubetinget – og ikke betinget – accepterer, at det er uundgåeligt at blive offer for manipulation – det centrale er, at man som pædagog og professionel lærer af oplevelsen frem for, at den skaber stress og mistrivsel som arbejdsmiljø.

Opsummering af afrunding

Den røde tråd i denne blogartikel er et budskab om, at det kan være utroligt hårdt følelsesmæssigt for pædagoger inden for social- og specialområdet at arbejde med mennesker, der har en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Derfor har artiklen forsøgt at opridse nogle af de mest kendte og klassiske ”fælder” eller pitfalls, man som professionel kan falde i, samt hvordan man kan håndtere dem. Dette er skrevet i en socialpædagogisk kontekst og med et menneskesyn, hvor personer der har en personlighedsforstyrrelse ikke ér deres diagnose, men får påvirket deres tænkning og heraf adfærd på en uhensigtsmæssig måde, som hindrer, hvad den kendte humanistiske psykolog, Carl Rogers (1902 – 1987), ville kalde for ’Selvrealisering’. Med dette menes, at det er centralt, uanset hvor ofte man bliver manipuleret i arbejdet med mennesker med en dyssocial personlighedsforstyrrelse, at have en ubetinget tro på, at alle mennesker kan forandre sig og blive bedre mennesker, der behandler andre godt og lever gode liv.

[1] Lambert, M. J. (1992). Psychotherapy Outcome Research – Implications for Integrative and Eclectic Therapist. I: Norcross, J. C., & Goldfried, M. R. (Red.), Handbook of Psychotherapy Integration (s. 94-129). New York: Basic Books.